Jeg vil være en af verdens bedste

Claudine Murebwayire er blevet en sportsstjerne i sit eget land Rwanda. Og hun drømmer om mere. Hun vil være en af de allerbedste spillere i verden. Sportsgrenen hedder siddende volleyball.

Af Hanne Selnæs

Når kvindernes landshold i siddende volleyball vender hjem efter en sejr i udlandet, går det ikke stille for sig. I åbne busser kører kvinderne hujende og syngende gennem hovedstadens gader, fylder godt på Instagram og bliver interviewet til Rwandas TV og radio.

For kvinderne på Claudines hold er blevet sportsstjerner i Rwanda. Til sommer skal de til Paris og deltage i de Paralympiske Lege. Det er fjerde gang det afrikanske hold kvalificerer sig. Sidst til Tokyo2020, hvor det blev det til en 7. plads. Nu drømmer Claudine om at blive en af de bedste spillere i verden.

Måske lykkes det. Landstræneren fra Egypten har store ambitioner. Hans plan er, at kvinderne en dag kommer hjem fra de Paralympiske Lege med en bronzemedalje – dog først i 2028.

I mellemtiden træner Claudine hårdt og vil samtidig hjælpe unge kvinder med et handicap til et bedre liv. Sådan som hun selv har fået et bedre liv gennem sporten.

”Siddende volleyball har betydet, at jeg har fået mange gode venner og tætte venskaber og mulighed for at rejse. Det har alt sammen givet mig både selvværd og et åbent sind,” siger hun i dag. Men sådan har det ikke altid været.

Jeg har altid elsket volleyball

Da Claudine var barn, troede de fleste naboer og venner ikke, at hun duede til noget som helst. For hun manglede et ben og havde fået stemplet som ’handicappet’. Men Claudines tante overtalte Claudines forældre til, at hun skulle i skole og lære noget.

På kostskolen for børn med handicap opdagede Claudine, at der var en sportsgren, der hed ’siddende volleyball’, som hun kunne være med i. Man sidder på jorden og spiller hen over et lavt net. Claudine havde altid elsket volleyball, så det var lige noget for hende.

”Da jeg fandt ud af, at jeg kunne spille siddende volleyball, blev jeg meget, meget glad,” fortæller hun mig, da vi sidder i hendes stue efter en turnering i nabobyen. Hendes mand koger spaghetti på trækul i baggården, mens sønnen Berwa på 5 år nysgerrigt følger med i snakken.

Mistede benet under folkemord

Claudines søn er kun et år ældre, end Claudine selv var, da hun mistede sit ben. Det var under Folkemordet i Rwanda i 1994. I længere tid var der gennem radio og andre kanaler spredt hadefuld tale mod et mindretal af befolkningen, tutsier. Den anden store befolkningsgruppe, hutuer, blev bevæbnet eller fandt selv hakker og knive frem. Og en dag gik det løs. Naboer gik løs på naboer. Tutsier i tusindvis blev dræbt. Et folkemord skyllede ind over det lille land. Børn og voksne blev drevet på flugt, mens de forsøgte at skjule sig undervejs.

Claudine på kun fire år flygtede til fods sammen med sin familie. Hendes mor bar Claudines yngste søster på ryggen og Claudine gik ved siden af dem. Pludselig stod en bevæbnet mand foran dem. Han skød mod Claudine og ramte hende i benet.

Også hendes far blev skudt i benet og kunne ikke længere gå. Da Claudines bedstemor kom til, blev også hun skudt og døde.

På alle fire kravlede Claudines far videre med Claudine på ryggen, indtil de mødte flere familiemedlemmer. En af dem bar Claudine hele vejen til et hospital i nabolandet Burundi. Det var her, lægerne valgte at amputere hendes ben.

”Jeg kan ikke huske noget, men har fået det fortalt,” siger Claudine.

Drilleri gjorde mig ked af det og vred

I mange år vidste Claudine ikke, hvorfor hun kun havde et ben, når hendes søster havde to. Når hun spurgte sin mor, svarede hun ikke. Nogle gange drillede andre børn Claudine, for eksempel ved at tage hendes krykker eller lave sjov ad måden, hun gik på.

”Det gjorde mig både ked af det og vred,” husker hun. ”Min søster og jeg var meget tætte, så vi hjalp også hinanden – og sammen bankede vi så de børn, der drillede mig,” fortæller hun.

Sport har givet mig et godt liv

”Siddende volleyball har gjort mig stærkere og givet mig mere energi. Når jeg har deltaget i de paralympiske lege i Rio og Tokyo, har jeg mødt andre med alvorlige handicap. Det har fået mig til at indse, at mit handicap ikke er så slemt,” siger Claudine i dag.

”Det bedste ved sport er, at du kan få et godt liv,” siger hun: ”Jeg har opdaget, at jeg kan lave mange af de samme ting, som andre med to ben kan. Og jeg kan bidrage til min familie.”

Når landsholdet vinder kampe i udlandet, får spillerne nemlig en del penge fra Sportsministeriet. De penge bruger Claudine mest på at betale for sin søns skolegang og hjælpe sin familie.

”Jeg har også købt en benprotese til mig selv, en lille skov og to køer, som er hjemme hos min mor og far. Det betyder meget for mig, at jeg kan hjælpe mine forældre,” siger hun.

Claudines råd til andre med et handicap lyder sådan her: ”Tro på dig selv og vær ikke bange for at spørge andre til råds. Der er mange omkring dig, som kan hjælpe, hvis du bare spørger,” siger Claudine, som lige nu træner hårdt op til sommerens Paralympiske Lege i Paris.

Sport er livet,” siger Claudine med et stort smil, inden vi tager afsked.